Spring til indhold

Cæcilie Norby

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Cæcilie Norby (født 9. september 1964) er en dansk jazz- og rocksanger, der er internationalt anerkendt.

Biografi

Cæcilie Norby er født på Frederiksberg i en musikalsk familie, hvor hendes far Erik Norby er komponist, og hendes mor Solveig Lumholt er operasanger. Hun gik på Sankt Annæ Gymnasium, der er kendt for at udklække musikalske talenter, og Cæcilie Norby er med til at bekræfte dette.

I 1982 blev hun sammen med Nina Forsberg medlem af jazz/rock/funk-orkestret Street Beat, med hvilket hun indspillede sin første single og maxi-single Rap'n'Scratch og Mama Loves You på det engelske pladeselskab Steinar Reocrds og fik desuden sin debut i DR-TV (Jarl Friis-Mikkelsens underholdningsprogram "Smil... du er på!".

Hun blev først for alvor kendt som sanger i Frontline, et jazz/rock-orkester der fra 1984 udgav et par albums, der blev anmelderrost og overdænget med priser. I den forbindelse fik Norby prisen som "Årets solist" fra musikmagasinet MM.

Karrieren fortsatte i 1985 i pop/rockgruppen One Two, hvor hun sammen med Nina Forsberg som sangere sikrede gruppen en stor popularitet. Gruppen udgav tre albums, der tilsammen solgte omkring 250.000 eksemplarer alene i Danmark. Gruppen eksisterede til 1993.

Mens hun var medlem af One Two, forfulgte Cæcilie Norby samtidig et musikalsk spor inden for andre genrer. Hun repræsenterede således i 1986 Danmark ved Knokke-festivalen i et internationalt jazzorkester. I 1990 skrev hendes far stykket Koncert for to sopraner til Sjællands Symfoniorkester, og de to sopraner var Cæcilie og hendes mor. Endvidere optrådte hun i samme periode sammen med sin mor og Thomas Clausen i et arrangement med titlen Ballads, Blues and Lieder, der blandede opera, musical og jazz.

Efter at One Two stoppede, har Cæcilie Norby primært optrådt som solist med en række velkendte danske og udenlandske musikere, herunder Curtis Stigers, Niels Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel, Michael Brecker og John Scofield. Hun har også sunget med orkestre som Danmarks Radios Big Band og Klüvers Big Band.

I 1995 udgav hun sin første plade under og med eget navn. Den blev stærkt rost og solgte i et for en jazzplade uhørt højt antal, nemlig over 50.000 eksemplarer. Siden er der kommet en række plader, der alle har medvirket til at placere Cæcilie Norby som en af de mest markante sangere i sin generation.

Karakteristik

Cæcilie Norby er musikalsk meget alsidig, men efterhånden ved at placere sig primært som jazzsanger af international klasse. Hun er blevet sammenlignet med så store navne som Monica Zetterlund, Dinah Washington og Aretha Franklin, og hendes sang kan spænde fra det romantiske til det prosaiske, fra det sårbare til det kraftfulde, og hele tiden er hendes improvisatoriske evner fremragende.

Diskografi

Frontline

  • Frontline (1985)
  • Frontlife (1986)

One Two

  • One Two (1986)
  • Hvide Løgne (1990)
  • Getting Better (1993)

Solo

  • Cæcilie Norby (1995)
  • My Corner of the Sky (1996)
  • Queen of Bad Excuses (1999)
  • First Conversation (2002)
  • London/Paris (2004 - liveplade)
  • Slow Fruit (2005)

Priser og hæder